Assens Landevej 4
Marie Madsen, og Viggo
Vi drejer ned fra Rugårdsvej. Første hus ligger så til venstre. Det er en 4 længet gård, som i mange år tilhørte Marie Madsen. Her boede Viggo også.
Efter hendes død, overtog arvingerne, men Viggo boede der stadig mange år efter, og indrettede sig i den ene ende af huset, imens det hele blev istandsat og vist nok lejet ud.
Fra sidst i 60'erne og ind i 70'erne kom Viggo hvert år på besøg hos os juleaften. Det var hyggeligt at have ham med, og så skulle han ikke sidde alene.
Skoven over for huset og op ad bakken kaldte vi da også Marie Madsens skov.
Assens Landevej 14
Lille Hans Carl
Efter en vej til venstre "Rødegårdsvej", kører vi videre til næste hus, nr. 14, hvor Lille Hans Carl boede i vores barndomstid.
Han var som navnet antyder ikke så høj, til gengæld var han en vældig flink mand. Han var også altid med til fødselsdage, konfirmationer osv, når vi holdt noget i Hårslev forsamlingshus, eller derhjemme.
Assens Landevej 17
Bodil og Holger
Første hus på højre hånd er et ældre ståtækket hus, som gennem de senere år har været gennem en større renovering.
I vores barndom boede Bodil og Holger i huset. Jeg mindes at have været på besøg engang i 60'erne, hvor de havde en lille abe i bur. Det var jo lidt spændende.
De fik tvillingerne Jan og Lene, som også kom til at gå i Hårslev Skole i Lenas klasse vist nok.
De flyttede til Gamby St. først i 70'erne, tæt på Holgers arbejde. Han var chauffør ved korn- og foderstoffirmaet Carl Rasmussen.
Assens Landevej 22
Nedrevet
Det er ikke meget, jeg kan huske om det hus, som lå der i sin tid. Billedet er endda fra 1988, så dengang lå det der endnu.
Der boede engang en ungkarl ved navn Knud, men det var vist før den tid.
Assens Landevej 28
Hakun
Videre på Assensvej, kunne man få meter efter indkørslen til Flarup, atter dreje til venstre ned af endnu en indkørsel. Den gik op til et ældre hus, som tilhørte Hakun.
Der tog vi bl.a. hen, når vi skulle have vores kaniner til hankanin, det var han leveringsdygtig i.
Ligesom Flarups hus er dette hus kraftigt renoveret siden 70'erne.
Assens Landevej 31
Helsingør
Tilbage i 70'erne boede Johannes i ejendommen. Han var bror til Kirsten, som var blevet gift med Vagn på gården "Kongsdal" overfor. Så Johannes og Kirsten forældre har jo nok boet der førhen.
Lige efter sidevejen dukker huset "Jægersborghus" op. Det hører til vejen Hannover, som snor sig ud til Nellerodgyden.
Her boede Johanne og Heinrich førhen. Dem snakkede jeg også af og til med førhen. Jeg havde blandt andet avisrute på et tidspunkt, hvor jeg fik en snak med ham ind imellem.
Længere fremme ligger "Skovled". Jeg har ikke navne på dem, som boede i det hus, det kommer måske senere. Mange navne er jo dukket op hen ad vejen, hvis man kan sige det på den måde...
Så er vi næsten nået Padesø Kirke. Længere ud kan vi vist ikke kalde det Hindevad... måske endda optimistisk at køre så langt, men vi kendte trods alt nogle stykker derude også - på sidevejene "Lerbæk" og "Lågevej"... Det opdaterer jeg lige lidt senere, når jeg har styr på navnene der.
Assens Landevej
Vandmøllen
Efter vi er kørt ind på Assens Landevej, ligger der et stykke med skov. Den kaldte vi Marie Madsens skov. Lidt inde i skoven lå en vandmølle af den slags, der var hundredevis af rundt om i landet tilbage omkring 1910 og inden da.
Da vi var børn stod kun ruinen tilbage fra fordums tid, men det var jo lidt spændende af gå rundt derinde, selv om vores forældre næppe var begejstret for det.
Siden er den blevet fjernet helt, men med lidt god vilje kan man stadig godt se, hvor den lå :-)
Assens Landevej 16
Lille Rønnemose
Vi drejer så til venstre efter Hans Carls hus, og kommer til Lille Rønnemose. En 4 længet gård, som egentlig lignede vores gamle gård ret godt.
Her boede Lauritz Larsen og hans familie. Jeg husker ikke navnene på hans kone og børnene fra dengang, måske nogle læsere ved det?
Lauritz kom tragisk af dage, dengang vores gård brændte i 1968. Han havde fået lov til at hente nogle materialer fra vores brændte gård, som han kunne bruge på Lille Rønnemose.
Han gik i den gamle stads-stue, hvor loftet stadig var intakt, omend noget usikkert, og midt i hans arbejde med at fjerne materiale, gav loftet efter og styrtede ned over ham.
Det var ikke den første tragedie, som ramte denne gård. Det forlyder, at tilbage i 1800 tallet var der en 12 dreng, som havde hængt sig i en af længerne.
Efter branden og Lauritz dødsfald blev gården solgt, og nye flyttede ind. Der kom vi i kontakt med børnene også. Jeg husker kun John fra dengang, men han havde en søster og muligvis flere søskende.
Assens Landevej 18
Harry og Johanne
Næsten overfor, altså igen på venstre side boede Harry og Johanne. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt huske, om der var børn i hjemmet. Det tjekker vi...
Assens Landevej 24
Flarup
Det næste hus, igen på venstre side, lå lidt tilbage fra vejen, og der boede Flarup, som ofte kom hos os.
Husker blandt andet af mine forældre var til fødselsdag hos ham, hvilket oftest foregik på Hindevad Kro. Det kunne man så også uden den store udskrivning til en kop kaffe, lidt kage og en likør på en almindelig aften.
Husmandsstedet er siden renoveret totalt, og er nærmest ikke til at genkende, hvis man ikke lige ved, hvor det ligger.
Assens Landevej 38
Kongsdal
Meget er forsvundet i Hindevad siden barndommen. Væk er brugsen, ishus, grillbar, autoværksted, købmand osv.
Til gengæld er der kommet en turistattraktion til med "Kongsdal". Her er haven for billige penge åben for alle nysgerrige.
Samtidig er indehaveren Vagn en voksen herre, som trods alderen fortsat holder det hele trimmet og flot, stort set ved egen hjælp.
Jeg var en tur forbi sidste sommer, og kan absolut reklamere for en tur derud. Det ser rigtig godt ud.
Førhen hed huset "Nybo", før Vagn og Kirsten rykkede ind. De var det det Ida og Anders som boede der.
Vagn kommer egentlig fra den næste gård på samme side "Kongsbjerg", hvor hans far Wazar og hustru boede.
Assens Landevej 44
Kongsbjerg
På Kongsbjerg boede Wazar i min barndomstid. En rar mand, som jeg også kom forbi, når jeg kørte Morgenposten ud søndag morgen, sammen med Per Skovgaard.
Sønnen Vagn er ikke flyttet langt hjemmefra, men bor på naboejendommen "Kongsdal", som før omtalt.
Stor tak til Anders for sin assistance til manglende navne på denne vej.
Nyeste kommentarer
31.10 | 09:36
Jeg har læst jeres indlæg de er fantastiske. Men hvad er der sket med de ...
30.07 | 17:24
Den leader Jeg også efter Mener den hedder jammer pg jag men Jeg kan i...
21.03 | 16:47
Marius Jensens kone hed Marie Andersine Klivager, datter af Anders ...
23.10 | 05:40
skønne knallert, bare man dog kunne købe en sådan