Rødegårdsvej - hjemme

Så er vi hjemme på egen vej, kan man vel sige. Som helt små var det nok at sende brev til Jens Hesteng, Hindevad pr. Gamby..... Så skulle det nok komme frem til os. Men vejnavne måtte der til... Og det blev naboens gård, Rødegård, som lagde navn til vejen - noget jeg naturligvis måtte høre meget for fra Henrik, der jo således mente, at deres gård var den mest betydningsfulde...

Der var, og er, også kun 3 gårde/huse på vejen, og vores som det eneste af de 3 uden navn, ellers ville det naturligvis have lagt navn til vejen.... tror jeg.

Rødegårdsvej 6 - Rødegård


Fra brugsen gik eller kørte vi så om ad grusvejen og mødte først Rødegård, hvor Asger og Karen boede sammen med børnene Astrid og Henrik, og Hans Henrik, som var Henriks morfar.

Han flyttede først "hjemmefra" i sen alder, da han fandt en dame i Hårslev. Han nåede at blive 102 år gammel.

Næsten helt fra små var Henrik og jeg altså sammen i meget af vores fritid.

Vi kom også til at gå i klasse sammen, først i Skovsgårde Skole i 1. klasse, hvorefter den blev lagt ind under den nye Hårslev Sogneskole, hvor vi så fortsatte fra 2. klasse, stadig med Frk. Johansen som klasselærer til og med 3. klasse

Herefter fik vi Lærer Smith til ny klasselærer fra 4. - 7. klasse. Han boede jo ganske praktisk lige om hjørnet i Hindevad.

Næsten helt fra små var Henrik og jeg altså sammen i meget af vores fritid.

Under "Barndom i Hindevad" har jeg beskrevet meget af, hvad Henrik, jeg selv og flere lavede i barndomsårene, så den anbefaler jeg naturligvis at klikke ind på.

Før min og Henriks tid var vores forældre også meget sammen. Jeg har en del billeder af ture, som de tog sammen over til Dragør, hvor de var på familiebesøg.

Rødegårdsvej 14 - Vejmandshuset

Sidste hus på vejen er "Vejmandshuset", et husmandssted, hvor Sine og Anton boede i mange år, frem til 1970, hvor de flyttede ud til et af deres børn i Blanke uden for Båring.

Jeg kom meget hos Sine og Anton og følte mig meget velkommen hos dem.

De havde mange gode faste vaner, som jeg lærte at holde af. Blandt andet måden at lave kaffe på, og ikke mindst rækkefølgen, hvor man blandede sukker og fløde i - og sidst mælk, hvis der skulle noget til at køle den ned.

De havde et vidunderligt moreltræ, hvor grenene nåede meget langt ned mod jorden, så det var let at plukke morellerne.

Selv havde vi jo flere moreltræer på gården, men der skulle vi oftest op og klatre for at få fat på bærrene.

Sine og Anton solgte huset til Ruth og Finn fra Odense, som kom med deres børn Claus og Anne hver weekend, hvor de så selv gjorde huset gennemgribende i stand.

De havde tålmodigheden til at gå og hygge sig med arbejdet gennem flere år.

Vi fik også meget med dem at gøre i 70'erne, ikke mindst Anne naturligvis, som var på alder med Lena, ja måske knapt et år ældre.

Jeg faldt i hvert fald for hende, og jeg tror nok, at jeg blev lidt til grin, da jeg engang lovede hende, at jeg ville købe en ægte guldring til hende, som skulle koste mindst 7 kroner.....

Finn ville da også deltage i det landlige arbejde, så da høsten kom, og vi fik besøg fra "den halve familie", dukkede Finn også op for at give et nap med i stalden, når der skulle køres halm ind.

Anne figurerer også på nogle billeder her på siderne, under såvel gamle billeder som nyere billeder.

Hun var med til de fleste af de store fester vi havde sidst i 70'erne.

Hun bor i øvrigt også på vestfyn i dag sammen med mand og 3 børn... nå ja, de er nok flyttet hjemmefra efterhånden...

Se mere på andre veje fra Hindevad...

Rødegårdsvej 10 - vores


Næste gård var så vores egen, den største på vejen. Min far startede på gården som bestyrer for en enke.

Da hun døde købte han gården af arvingerne, hvoraf vi fortsat havde megen kontakt med Niels og Jane fra Grindløse. Jeg kom på ferie hos dem gennem flere år.

Da han så stod med gården, måtte han have en husbestyrerinde, tror jeg man kaldte det. Det blev så min mor, og ja så er resten historie...

Hun gik i hvert fald fra at være lønnet ansat til at blive hustru... og dermed ulønnet, god fidus.

Så kom Lena og Jytte jo også til, og vi havde mange gode år på gården, hvor der også kom mange venner og veninder i årenes løb. Gæstfriheden i hjemmet har da også haft stor indflydelse på, at jeg har haft så meget at skrive om nu bagefter.

Jeg kan da kun henvise til andre faner her på hjemmesiden, hvor mange af de oplevelser er beskrevet.

Den gamle gård brændte 2. juli 1968, hvorefter en ny blev bygget under kyndig ledelse af murermester Christian, som jeg fik snakket meget med i den tid.

Vi boede så i en skurvogn indtil det nye hus stod færdigt i december 1968... staldene var jo vigtigst at få op og stå først.

Min mor blev ret hurtigt dagplejemor i det nye hus, så der var liv og glade dage til dagligt med 4-7 børn i pleje, plus os selv med venner og veninder. Siden hen skiftede hun dog dagplejebørnene ud med skolebænken og ansættelse som sygehjælper i Bogense.

Min far var jo noget ældre end min mor, så han gik på folkepension i 1981, hvor de solgte gården og flyttede til Bogense.

Der var jeg selv flyttet ud godt et år tidligere, ligesom flere af venner og veninderne, så det blev det nye samlingssted. Min far døde i 1984, kun 70 år gammel.

Gården er siden blevet ombygget, såvel stuehus som stalde og lade er blevet større, nyt er bygget til, og en stor del af jorden er bortforpagtet, ligesom på "Henriks gård" og Hindevadgård.


Bagløkkehuset

Så var der jo naturligvis Bagløkkehuset. Tidligere kunne man komme via vores gård på Rødegårdsvej 10, videre ud af markvejen frem til Bagløkkehuset, som lå helt ude bagerst i marken, ikke på vores grund, men på Rugårds.

Hvis man kigger nærmere på adressen, så er det Paddesøvej 11, under postnummer Veflinge. For at komme den rette vej til adressen, skal man altså via Rugårdsvej og ned ad Paddesøvej og forbi Rugaard, som har nr. 7 på Padddesøvej.
Begge veje er nedlagt i vore dage, så der skal nok lidt mere tærrængående køretøjer til, for at køre dertil.

I barndommens tid var huset en slags spøgelseshus for os.

Der har ikke boet nogen siden starten af 60'erne, hvor jeg husker, at jeg var med min far på visit derude.Det var vist endda blot midlertidig beboelse for familien derude.

Siden har det vist nok været benyttet af jægere, da stuehusdelen stadig havde vinduer og kunne benyttes på spartansk vis (måske ikke lige til overnatning).

Nu kunne vi jo naturligvis med lidt god vilje tælle brugsen med, det vil i hvert fald fortælle lidt om hvor tæt på vi havde dagligvare handlen. Bare lige om ad grusvejen, så var vi omme i brugsen med "brugsbogen", som min mor havde skrevet det op i, som vi manglede. Så fandt Grethe det frem, og man betalte så en gang om måneden... Ja jeg fik siden fortalt, at vi vist var nogle af de aller sidste, som stadig havde det på den måde, ellers var det såmænd kontant betaling.

Nyeste kommentarer

31.10 | 09:36

Jeg har læst jeres indlæg de er fantastiske. Men hvad er der sket med de ...

30.07 | 17:24

Den leader Jeg også efter Mener den hedder jammer pg jag men Jeg kan i...

21.03 | 16:47

Marius Jensens kone hed Marie Andersine Klivager, datter af Anders ...

23.10 | 05:40

skønne knallert, bare man dog kunne købe en sådan